2. februar 1995.

Jeg får udleveret mit nye skema for de næste to semestre, som i drømmen svarer til to år, på et stort, gult ark. De timer, jeg skal læse, er skraveret med blyant, og næsten hele arket er gråsort. Jeg bryder grædende sammen, og der er en, der siger: "Der er ingen reduktion i fransk, så alle timerne er katedertimer!"

Mod slutningen af mit besøg hos Den Gamle Lektor fortalte jeg ham, hvordan min sjæl har det og mine drømme ser ud, når han overskrider mine grænser og kommer med tvivlsomme udtalelser om mig. Som eksempel gav jeg det, han havde sagt, da han præsenterede mig for sin datter. Han blev chokeret, især fordi det præcis var sådan, han opfattede sig selv. Han sagde, at han ikke havde nogen sjæl, at han ikke anede, hvad jeg talte om, at vi stod over for hinanden som en kommunist og en troende, at vi ikke ville kunne omgås, og at han nu ville isolere sig yderligere for at undgå gentagelser.

Jeg svarede, at jeg betragter ærlighed som den væsentligste del af enhver kommunikation, at mennesker er utroligt facetterede, og at jo mere forskellige vi er, des bedre, men at jeg måtte sige fra, når han begik overgreb på mig. Da jeg gik, så han så sølle ud, at jeg ikke kunne lade være med at omfavne ham, og det kunne efter hans mening ikke være ærligt ment. Jeg gentog, at jeg forsøger at være ærlig i alt, hvad jeg foretager mig.

14. februar 1995.

Jeg bor på Rådhuspladsen og har nattøj på. Jeg skal lige til at gå tværs over pladsen mellem de mange mennesker for at komme på toilettet, men vælger så at gøre det lidt mere diskret.

Efter endnu en søndag i gruppeterapi har jeg besluttet at melde fra. Jeg udleverer mig selv til offentlig beskuelse, og min sjæl tager skade af det.

….

15. marts 1995.

Den Gamle Lektor har skældt mig hæder og ære fra på grund af vores samtale for halvanden måned siden. Ifølge ham er jeg uvenner med alle.

20. marts 1995.

Det er svært at

tale sammen

sådan rigtigt

uden at bryde ind

og indtage

den andens område

jeg ville så gerne

fortælle

hvad jeg følte

jeg ville så gerne

at de to bare

ville lytte et øjeblik

men min åbning

ind til min

sjæl

affødte kun

bebrejdelser

bortforklaringer

undren

råd

idéer

navne på terapeuter

der lige ville være

noget

med mine problemer

det er virkelig

deprimerende

jeg ville bare så gerne

fortælle dem

hvad jeg følte

21. marts 1995.

Jeg har ventet så længe, det har været mig muligt, med at tage den konfrontation, som jeg havde i telefonen med den kvinde, der inviterede mig i sommerhus sidste år. Det var meget, meget ubehageligt. Det, jeg har følt og mærket, har slet ikke været, og alle de tegn på hendes negative følelser over for mig, som jeg har registreret, er noget, jeg finder på. Jeg vidste godt, at jeg ikke ville kunne nå hende, for sådan er det gået hver eneste gang, jeg har forsøgt at bygge et ærligt forhold op til et andet menneske. De kan ikke have, at jeg fanger deres signaler af alle slags, men vil have mig til udelukkende at forholde mig til deres ord.